I mange år troede jeg, at det var mig, den var gal med. At jeg bare ikke kunne finde ud af at holde fast, gøre ting færdige, følge op. Men der skete noget, da jeg begyndte at arbejde med underbevidstheden. Jeg begyndte at se et mønster. Det handlede ikke om dovenskab. Det handlede om frygt. Frygten for at føle mig som en fiasko. Frygten for at mærke den velkendte skam fra barndommen. Og ja, også frygten for, hvad der ville ske, hvis jeg faktisk lykkedes. For når man er vokset op med meget kritiske forældre, så har hjernen lært, at det er farligt at tro på sig selv. Så vi begynder at selvsabotere. Ubevidst. Automatisk. Vi mister overblikket. Glemmer aftaler. Udskyder. Får “travlt” med andet. Men det er ikke fordi, du ikke kan. Det er fordi, din hjerne stadig prøver at beskytte dig. Jeg har lavet en video om det. Hvis du genkender dig selv i det her så se den. Og mærk, om det er tid til at slippe det gamle mønster.
Kommentarer